søg her:
XpDetail Online

BoligEkstra.dk FAQ

FAQ = Ofte stillede spørgsmål (Frequently asked questions)
Har du problemer eller spørgsmål til BoligEkstra.dk, Eller til din Online ejendomsmægler portal, stil dem her.

BoligEkstra.dk er en web-baseret bolig platform, der hjælper alle involverede parter i en ejendomshandel. BoligEkstra.dk giver alle mulighed for at spare mange penge og benytte den digitale platform til promovering og besvarelse af spørgsmål, download blanketter, formularer osv.

Har du et spørgsmål, så stil det her, eller find svar i allerede stillede spørgsmål.


Bolighandel
27-02-2021
Tonny Parnell

Boliglån - Kreditforening hvilke dokumenter  

Boliglån - hvilke dokumenter skal du have styr på?

Det er de færreste, som har råd til at betale en ejerbolig kontant, og derfor benytter langt de fleste sig af at tage et lån i banken, når de skal erhverve sig ny ejerbolig. En af de første skridt mod et boliglån er selvsagt at holde et møde med banken eller et realkreditinstitut, men har du styr på, hvilke dokumenter og informationer du skal medbringe til samtalen? Hvis ikke kan du med fordel læse med videre her!

Hvilken bolig vil du købe?

Hvis du ønsker at købe en ejendom, er det første banken eller realkreditinstituttet (hvad end du har valgt at benytte dig af) ser på, værdien af den bolig, som du er interesseret i. Det gør de ved at værdisætte ejendommen, og denne vurdering foretages oftest af en vurderingssagkyndig, som er tilknyttet banken eller instituttet. For at lave en sådan vurdering af en bolig, skal du som oftest medbringe følgende dokumenter:

  • Salgsopstilling på den bolig som du ønsker at erhverve dig
  • Du kan eventuelt medbringe en tilstandsrapport
  • Seneste terminskvittering og brandpolice såfremt du har modtaget dette fra ejendomsmægleren eller sælgeren

Grunden til at det er vigtigt, hvor meget ejendommen er værd, er fordi den fungerer som pant, for det lån du er i færd med optage. Først når det vides med sikkerhed, hvor meget boligen er værd, kan det vurderes, hvor meget du er i stand til at låne. Vurderingen falder selvsagt ikke udelukkende på ejendomsværdien, og du behøver ikke at have en specifik bolig i kikkerten for at søge om et lån, hvilket du kan læse mere om i de følgende afsnit. Hvis du er ny på området kan du her læse mere om hvad du skal være opmærksom på, når du vil købe ejendom.

Din økonomi

Noget, som har stor indflydelse på, hvorvidt du kan låne penge til din ønskede ejerbolig, er din private økonomi. Banken og instituttet vil sikre sig, at du er i stand til at tilbagebetale de penge, som de låner dig, så derfor gennemgår de din økonomiske situation, før de laver en vurdering af, om du kan optage et boliglån hos dem. Din privatøkonomi har altså betydning for, om du overhovedet kan låne, hvor mange penge du kan låne, og måske også hvilken type af lån du kan tage. Til kreditvurdering skal du medbringe følgende dokumenter og informationer:

  • Din seneste årsopgørelse
  • Lønsedler fra de seneste 3 måneder
  • Eventuelt en rapport fra Pensionsinfo.dk
  • Legitimation i form af enten pas eller kørekort er altid en god idé at medbringe
  • Et fyldestgørende budget indeholdende alle indtægter, udgifter, opsparing og investeringer

Husk at der, hvis du er selvstændig, kan være tale om dine seneste 2 årsopgørelse, fordi der er større finansiel usikkerhed forbundet med ikke at være almen lønmodtager. Det betyder også, at du formentlig ikke vil have konkrete lønsedler at fremvise, og derfor vil banken eller instituttet kigge på dine regnskaber i stedet. Desuden vil din bank eller instituttet kigge på din kreditstatus, for at se om du i forvejen har gæld og tilbagebetaler på andre lån. Yderligere vil de se på din kredit- og depotstatus. Hvis du ønsker at optage et lån hos et realkreditinstitut, skal du medbringe dokumenter og informationer, som kan fortælle dem om disse faktorer. Her vil banken sædvanligvis være i stand til at hive disse tal frem fra eget system, hvis du i forvejen er medlem af banken.

Bemærk: Er i to voksne i husstanden, som ønsker at optage et boliglån sammen, vil det være nødvendigt at medbringe ovenstående oplysninger fra begge parter, for at der kan blive foretaget en samlet vurdering.

Hvilke dokumenter får du med hjem?

Efter kreditvurderingen og mødet vil banken eller kreditinstituttet komme med et lånetilbud i form af enten et boligkøbsbevis eller forhåndslån. Det er en officiel godkendelse af, at du kan optage et boliglån på baggrund af din økonomi. Denne kan altså også bruges, hvis du ikke på forhånd har en ejendom, som du ønsker at købe, men derimod vil være i stand til at handle hurtigt, hvis den rigtige bolig skulle byde sig på markedet. Vælger du at underskrive lånedokumentet, vil der blive udarbejdet et pantebrev, som har til formål at give banken eller realkreditinstituttet sikkerhed i din bolig, såfremt du skulle blive forhindret i at tilbagebetale lånet.


.
. Din kommentar Coments      Print ArtikelPrint      Skriv ArtikelSkriv

Page: 1