Hvad er en "ejerudgift" og hvad dækker det over
Hvis du er på jagt efter en bolig, er du med garanti stødt på
begrebet ejerudgift pr måned i ejendomsmæglernes salgsopstillinger. Find ud
af, hvad det dækker over, og hvad du skal være opmærksom på.
Hvad er ejerudgift?
Når du søger bolig, vil du igen og igen støde på begrebet ejerudgift,
fordi det står på alle ejendomsmægleres salgsopstillinger.
Ejerudgift er et begreb, som blev indført i 2015, da ejendomsmæglerloven
blev ændret. Dengang blev det gjort til et lovkrav, at ejendomsmæglere på
alle boliger til salg skulle oplyse den samlede månedlige ejerudgift.
Denne samlede ejerudgift pr måned indeholder alle de udgifter, som den nye
ejer af et hus eller en anden bolig har hver måned – ud over afdrag på
boliglånet og renter.
Udgifter til boliglån og renter er ikke med i ejerudgiften, fordi det i
forbindelse med lovændringen blev vedtaget, at ejerudgifter ikke må indeholde
beregninger på, hvad det vil koste at låne penge til boligen.
Derfor skal du som potentiel køber selv lægge ejerudgifter sammen med de øvrige
udgifter til køb af boligen, hvis du vil have den samlede månedlige
boligydelse. Her kan du tage udgangspunkt i tallene brutto/netto, der også
fremgår af de fleste salgsopstillinger.
De to tal er udregnet på baggrund af en standardfinansiering af boligen.
Brutto er den årlige udgift før skat, mens netto er den årlige udgift efter
skat.
Hvad dækker ejerudgifter over?
Ejerudgift dækker over en hel række af månedlige boligudgifter, som du
skal regne ind i dit budget, når du overvejer et boligkøb.
Ifølge Erhvervsstyrelsen, er det disse poster, som er medregnet i
ejerudgiften:
- Ejendomsværdiskat
- Grundskyld
- Udgifter til ejerforsikring
- Udgifter til ejerforening
- Aktuelle udgifter som ejer er tvunget til at afholde. Det er for eksempel
renovation, rottebekæmpelse og skorstensfejning
- Ydelser på eventuel gæld, som køberen overtager uden for købesummen.
Hvad indgår ikke i ejerudgiften?
Der er en række udgifter, der ikke er regnet med i ejerudgiften. Det er som
tidligere beskrevet afdrag på boliglån og renter. Det fremgik tidligere af
brutto-/nettobegrebet, som nogle mæglere stadig oplyser, men som de ikke er
forpligtet til at oplyse i dag. Desuden indgår forbrugsudgifter som el, vand,
varme, olie og gas heller ikke.
Hvor ser du ejerudgiften på Boligsiden?
Du kan se ejerudgifter på alle boliger til salg på Boligsiden. Ejerudgifter
ligger i båndet under billedet lige til højre for kontantprisen og
kvadratmeterprisen.
Vil du sortere en søgning på Boligsiden efter største eller mindste
ejerudgift, kan du vælge ”Ydelse” i dropdown-menuen i toppen.
Ejerudgiften fremgår også altid af salgsopstillingen hos ejendomsmægleren.
Hvor vigtig er ejerudgiften?
Det er vigtigt at vide, hvad ejerudgifter er, når du har øje på en bolig.
Ejerudgifterne kan nemlig være med til at afgøre, om du har råd til at sidde
i boligen.
Overstiger ejerudgiften, dit boliglån, renter samt forbrugsudgifter som el
og vand dit budget, er det en god ide at kigge efter en billigere bolig eller
finde en bolig, hvor ejerudgifterne er mindre.
I sidste ende er det ikke ejerudgifterne i sig selv, der er afgørende. Det
er vigtigt, at du kender den samlede boligydelse, og der er ejerudgifter en af
de store poster, som du skal regne ind i budgettet.