Vælg Land og region
Andalucia

Fremvisning af din bolig

Yes! Din markedsføring har givet pote, og nu er der potentielle købere, som skal se din bolig. Men hvordan sikrer du dig at give den bedste fremvisning af din ejendom, og dermed komme tættere på et salg? Det kan du læse meget mere om lige her!

Stå til rådighed

ejerlejlighed boligekstra til salg
Boligekstra fremvisning

den potentielle køber har booket en tid hvor du selvfølgelig står til rådighed når det passer køberen

Fremvisningen af din ejendom er en af grundstenene for dit boligsalg, og derfor er det vigtigt, at den sidder lige i skabet. Du kan starte godt ud ved at være nemt tilgængelig for de interesserede boligjægere og sætte deres kalender over din egen. Hvis den potentielle køber føler, at det er besværligt at nå dig og aftale en dato for en fremvisning, risikerer du, at de mister interessen og vender sig efter andre udbydere. Du kommer altså langt med at prioritere salget af din ejendom over andre aktiviteter, for det skal ikke være nogen hemmelighed, at det kræver en indsats, hvis du vil finde en køber. Har du endnu ikke fået forespørgsler på en fremvisning? Så kan det være, at du skal opdatere din boligannonce. Få styr på dine billeder til din salgsannonce her eller ajourfør din salgstekst her.

Klargør din bolig

Inden fremvisningen af din bolig er der et par ting, som du kan gøre for at optimere dit allerede skønne hjem. For selvom du jo synes, det ikke gør så meget, hvis der ligger en sok her eller står et brugt glas der, så er det noget, som den potentielle køber med garanti vil bide mærke i.

Start med facaden

Det første man møder, når man skal se din bolig, er sandsynligvis den forreste have, hvis der er en, eller fordøren samt entréen. Det er vigtigt at skabe et godt førstehåndsindtryk, og derfor skal disse altså stå helt skarpt! Du kan altså med fordel rydde op foran huset, slå græsset, stille havemøblerne pænt samt plante nye blomster i havekrukkerne. Så er det måske også på tide at få fikset den revne i fordøren, som du har irriteret dig over i flere måneder nu, ikke? Skab en imødekommende entré og gem de overflødige genstande væk imens der er besøg. Gør dit hjem indbydende at se på. Det belønner sig!

Oprydning, funktionalitet og final touch

Der er tre ting, som du absolut bør have med i overvejelserne af din bolig, inden du fremviser den til interesserede købere. De tre ting er; oprydning, funktionalitet og final touch. At dit hjem er ryddeligt og forholdsvis rent signalerer rummelighed, boligen fremstår større samt reel, og så giver det bare et bedre indtryk, hvis den potentielle køber ikke skal pløje sig gennem rod og snavs for at se ejendommen. Når man sælger en bolig, sælger man netop ikke blot et hus, en lejlighed eller lignende, man sælger et hjem. Derfor er det vigtigt, at køberne kan se sig selv bo i huset. En af nøglerne til et salg er, hvis de besøgende får øjnene op for, hvor funktionel ejendommen er. Du kan derfor med fordel gøre opmærksom på samt fremhæve, hvordan i bruger rummene i hverdagen. Du kan for eksempel vise, hvordan det lille indhak gør sig perfekt til en arbejdsstation, hvordan en smart reol til opbevaring passer ind ved den ekstra plads under trappen eller noget helt tredje, som gør, at hele hverdagen passer ind i din bolig. Når du har sørget for, at der er ryddet op og har haft funktionaliteten i mente, er det tid til at give dit hjem det final touch, som samler et godt helhedsindtryk. Det kan du for eksempel gøre ved at:

  • Lufte ud før en fremvisning, så din bolig ikke fremstår indelukket og tilrøget
  • Støvsuge, vaske vinduerne og gå gennem huset med en våd klud. Rene omgivelser virker mere indbydende, og i dagens anledning må du gerne komme helt ind under sofaen
  • Trække gardinerne og persiennerne fra og luk solen ind. Lyset gør, at din bolig fremstår større samt skaber glæde for de besøgende
  • Indret med puder og bløde skind hvor det passer ind for at skabe et hyggeligt miljø, som man kan se sig selv bo i
  • Skab liv med friske og grønne planter - det er ikke bare moderne, men tilføjer også farve i dit hjem
Du kan desuden sørge for at de ellers mere private rum som eksempelvis soveværelset blive mere personliggjorte med puder, tæpper og ekstra billeder, som samler rummet i en helhed.

I mens du spænder din bolig op til lir, er det vigtigt at have det simple udtryk i mente. Oftest giver det bedre i sidste ende, hvis du skaber et enkelt men hjemligt udtryk frem for at overfylde hjemmet med pyntegenstande. Her kan det være gavnligt at lægge et par af de meget personlige genstande væk, så længe der er fremvisning, så de potentielle købere kan se sig selv bo der.

Få konstruktiv kritik

Fordi din bolig jo er dit hjem, synes du jo højst sandsynligt, at det er et dejligt sted. Du anskuer ejendommen med subjektive øjne, fordi du har et tilhørsforhold til den. Det kan derfor være en fordel, hvis du forsøger at se din bolig med ‘fremmede’ øjne. Her kan du med fordel hive diverse slægtninge og venner ind for at vurdere ejendommen. Fokus skal altså her ligge på, hvordan du kan gøre din bolig mere attraktiv for de potentielle købere, som skal på besøg til fremvisning. Der skal selvfølgelig være tale om konstruktiv kritik, for det er ikke altid nemt at modtage andres mening om ens hjem. Prøv at tag det med oprejst pande, da det udelukkende har til formål at hjælpe salget.

Fremhæv alle fordelene

Under fremvisningen er det vigtigt, at du sørger for, at boligens vigtigste kvaliteter fremstår tydeligt for køberen. Du må altså gerne gøre et stort nummer ud af at vise den forrygende udsigt, den lækre have eller noget helt tredje, som gør din ejendom unik. Det kan være svært lige at se, hvad der skiller sig ud ved sin bolig frem for ved andres, så her er et par tips til, hvilke ting du kan synliggøre:

  • Smuk udsigt til hav, en city skyline, skoven eller lignende
  • Godt lys. Det kommer oftest fra store vinduespartier eller ovenlys
  • Rigeligt med opbevaringsplads i for eksempel store indbyggede skabe
  • Funktionelle løsninger så man bedre udnytter mindre eller ‘akavede’ områder

Fordelene kan også være mere personlige, så hvis det eksempelvis er din yndlings hyggekrog, som gør forskellen, så tøv ikke med at fremvise den for køberen.

Udnyt dit kendskab

En af dine største fordele ved at det er dig selv som fremviser din bolig og ikke en ejendomsmægler er, at du har det ultimative kendskab til både ejendommen og området; det skal du udnytte! Du kan rolig trække på dit kendskab til kvarteret og fortælle om den sjove legeplads rundt om hjørnet, den korte gang til supermarkedet eller hvad, der ellers gør, at din bolig har en lækker beliggenhed. Læs mere om hvad beliggenhed betyder for dit boligsalg her. Hvis du har et godt forhold til dine naboer, kan du lade dem vide, at du vil sælge. Hertil kan du bede dem være positive og imødekommende overfor potentielle købere. Gode naboer betyder mere, end vi tror, og det kan være den detalje, som vægter til den ene eller den anden side af et boligsalg.

Giv plads til udforskning

Under fremvisningen er det vigtigt, at du giver de interesserede købere plads til at udforske ejendommen på egen hånd. De skal have plads til at mærke efter og forestille sig, at de selv bor der - det er tit her beslutningen om næste skridt tages. Du kan enten vælge at give dem hele turen rundt, før du så slipper dem løs på egen hånd, eller du kan vise dem boligen i små bidder og give afstand ved hver del af huset. Med denne guide i hånden er du nu klar til at fremvise din bolig. Held og lykke!